Formandens årsberetning 2023

Velkommen til nye og gamle forældre og børn.

Mit navn er Søren, og jeg er bestyrelsesformand på Søndermarkskolen. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende en sommerhilsen og berette om, hvad vi i bestyrelsen har arbejdet med det seneste års tid.

For et år siden tiltrådte den nye bestyrelse, og 6 ud af 7 forældrerepræsentanter var helt nye. Vi har derfor brugt en del tid på at sætte os ind i skolens drift og snakke om, hvad vi ønsker at arbejde med som bestyrelse. Vi er nu kommet rigtigt godt i gang, og de første aftryk fra vores arbejde begynder så småt at vise sig.

Nogle har måske bemærket, at der er rykket lidt rundt på noget af UUV-tiden på skemaet i indskolingen. Det har vi gjort som et forsøg på at skabe bedre tid til, at børnene kan spise deres mad, således det kan være en god oplevelse.

Vi har ligeledes valgt at fastholde antallet af timer til understøttende undervisning i det kommende skoleår, da vi tror på, at det er et vigtigt element i forhold til at arbejdet med trivsel i klasserne.

Forældreråd i indskolingen vil som noget nyt opleve, at de får udleveret en mappe med hjælp til at komme godt i gang med arbejdet i forældrerådet. Det er noget, vi håber kan være med til at on-boarde nye forældre bedre, og skabe de bedste betingelser for nye forældreråd.

Under overskriften trivsel og samarbejde vil vi i bestyrelsen fortsætte i det kommende år med målrettet at afsøge, hvordan vi kan understøtte den gode trivsel og det gode samarbejde. Derudover kommer vi til endnu en gang at se på, hvordan vi kan forbedre en tryg skolevej for vores børn. Vi kan se, at det trafikale kaos om morgenen ikke bliver mindre, og vi vil derfor prøve at identificere mulige løsninger og lægge pres på kommunen som at prioritere disse.

Vi har en god skole og det går generelt godt. Vi har netop fået præsenteret en APV, som ser rigtigt fin ud, og vi kom ud af seneste regnskabsår med et forventet overskud, som blandt andet anvendes i år til forbedring af legepladsområdet ovre i skoven. Kantinen har dog været hårdt ramt af først corona og derefter problemer med konkurs hos leverandøren af betalingssystemet. Vi ser kantinen som et aktiv for skolen og vil derfor opfordre jer til at overveje, om nogle af madpakkerne skal erstattes med et veltilberedt, sundt og nærende måltid fra kantinen. På den måde kan I være med til at sikre, at der også i fremtiden er en kantine på skolen.

Det var alt, hvad jeg havde på hjertet i denne omgang. Vi vil i bestyrelsen arbejde videre, og I er altid velkommen til at række ud til os, hvis I synes der er noget vi skal tage fat på. I finder vores navne på skolens hjemmeside og kan kontakte os via Aula.

Vi håber, at I alle kommer godt i gang med det nye skoleår.