Mad

Det er vigtigt for børnenes trivsel, at de i løbet af dagen får noget sundt og nærende at spise, så de kan holde til en lang dag.

Søndermarkskolens kantine ligger i bygningen imellem gymnastiksalen og svømmehallen (op af den hvide trappe).

Det er muligt for alle elever at købe kantinens lækre varierede mad. Der kan bl.a. købes varme retter, salater, juice og smoothies i kantinen. Prisliste, menuplan og diverse informationer om madordningen findes på Aula.

Kantinen har åben fra 09.30-09.50 og fra 11.20-12.00.

Elever, der er tilmeldt mælkeordningen, får hver dag klassevis det bestilte mælkeprodukt udleveret i spisepausen. 

Skolens sundhedspolitik

Kantinen bliver kørt efter skolens sundhedspolitik. Der bliver ikke tilsat unødigt fedt eller sukker, og der vil altid være frugt og grønt. Det er meningen, vi skal lære de unge mennesker, hvad sundt mad og sunde madvaner er. Alt er, så vidt muligt, hjemmelavet og alt brød er hjemmebagt.

Det er vigtigt, alle forstår, at i et køkken er den største resursesluger skraldespanden. Derfor bliver der kun lige lavet mad nok – nogle gange også for lidt. Hvis I vil sikre jeres børn mad, er det vigtigt at bruge madordningen. Der er dog ingen grund til bekymring; der vil altid være et eller andet, eleverne kan købe, men det bliver måske ikke lige det, de havde tænkt sig.

Tips til madpakken

Ifølge Fødevarestyrelsen er der fem ingredienser i en sund madpakke:

  • Brød – helst rugbrød eller fuldkornsbrød
  • Grønt – snackgrønt, salat eller pålæg
  • Pålæg – kød, æg, bælgfrugter eller ost
  • Fisk – mindst en slags fiskepålæg
  • Frugt – det friske og søde

Få flere gode råd og inspiration til en sund og varieret madpakke i Fødevarestyrelsen folder "Gi' madpakken en hånd".

Det er en god idé at lave lidt ekstra til aftensmaden – lige til at komme i madpakken. F.eks. kan du bruge rester af:

  • kyllingelår
  • fiskefrikadeller
  • pizza
  • råkostsalat
  • madtærte