Indskoling

Indskoling foregår fra 0.-3. klasse. I indskolingen er der et udvidet samarbejde mellem lærere og pædagoger.

Efter børnehave/førskole starter barnet i 0. klasse (børnehaveklasse). 0. klasse er et forberedende år, hvor barnet skal lære, hvad det vil sige at gå i skole. 0. klasse bygger bro mellem dagtilbuddets legende aktiviteter og skolens fagopdelte undervisning.

Fra 1. klasse begynder barnet at have fagopdelt undervisning. Se hvilke fag, dit barn skal have i indskolingen.

Det udvidede samarbejde mellem lærere og pædagoger i indskolingen gør det muligt at sætte fokus på alternative undervisnings- og læringsformer, der kan tilgodese børn med behov for en særlig indsats.

Sociale trinmål i indskolingen

I 0.-3. klasse skal børnene lære at være gode kammerater. De skal lære at vise ansvar overfor hinanden og de voksne, fællesskabet og skolens ting. De skal også lære at arbejde selvstændigt, være initiativrige, turde være forskellige og udtrykke egne holdninger.

Det betyder, at børnene i relation til hinanden skal lære:

  • at tale pænt til hinanden.
  • at føle medansvar for, at alle i klassen trives.
  • at vente til det bliver deres tur.
  • at føle medansvar for, at der er et godt læringsmiljø i klassen.
  • at acceptere forskelligheder.

Det betyder, at børnene i relation til de voksne skal:

  • tale pænt.
  • være hjælpsomme.
  • føle sig set og værdsatte.
  • blive så selvhjulpne som muligt (og ikke altid kræve den voksnes opmærksomhed).

Det betyder, at børnene i relation til fællesskabet og skolens ting skal:

  • lære at behandle skolens inventar og materialer ordentligt.
  • lære at rydde op efter sig.
  • lære at være selvstændig.

Det betyder, at børnene i relation til at arbejde selvstændigt og være initiativrige, turde være forskellige og udtrykke egne holdninger skal lære:

  • at de selv kan søge information.
  • at være nysgerrige.
  • at sidde stille, når det kræves.
  • at arbejde i grupper.
  • at færdes selvstændigt på skolen.
  • at vi fra naturen er forskellige, og at dette er værdifuldt.
  • at sige til og fra.
  • at sætte ord på, hvad de mener.
  • at man er okay, uanset hvad tøj man går i.