Regler
Her kan du se ordensregler og regler for bl.a. fravær, snevejr, erstatningsansvar og forsikring.
Det er et grundlæggende synspunkt, at hjemmet har en væsentlig indflydelse på elevens færden og opførsel i skolen og på vejen til og fra skole, og at det bærende princip i alle forholdsregler skal være hensynet til alle andre, som skal færdes og beskæftiges i og ved skolen.
Ordensreglerne bygger på de værdier, der kommer til udtryk i Folkeskoleloven, skolens værdiregelsæt og de anvisninger, der er beskrevet i Undervisningsministeriets bekendtgørelse om "foranstaltninger til fremme af god orden i folkeskolen".
Overordnet regel: Man skal følge de anvisninger, der gives, opføre sig ordentligt, lade den sunde fornuft råde og behandle andre, som man selv gerne vil behandles.
- Samværet og samarbejdet imellem elever og lærere/pædagoger foregår i en demokratisk atmosfære.
- Hver enkelt elev møder undervisnings- og læringsparat og deltager aktivt i undervisningen, hvilket indebærer, at eleverne møder til tiden, at lektierne er læst, at man er udhvilet og har fået morgenmad.
- Alle behandler hinanden ordentligt og med gensidig respekt samt giver plads til forskellighed.
- Eleverne skal til enhver tid vise hensynsfuld optræden i skolen og rette sig efter de voksnes anvisninger. Denne opgave ses såvel som et forældreansvar som et skoleansvar
Kommunikation er vigtig. Alle, såvel forældre, personale som elever bruger et ordentligt sprogbrug, og kommunikerer pænt og respektfuldt med hinanden. - Skolen accepterer ikke mobning.
- Skolen arbejder bevidst på at fremme elevernes trivsel.
- Alle behandler skolens, personalets og elevernes ejendele samt skolens bygninger og inventar ordentligt og i tilfælde af skader, kan der blive tale om et erstatningsansvar.
- Taskebøger m.m. skal være forsvarligt indbundet hele skoleåret. Alle rydder op og lægger på plads efter sig selv, og der er dukseordning i alle klasser. Duksene samarbejder med lærerne om at løse div. opgaver.
- I skoletiden er alle på skolens område, og må ikke forlade dette uden en lærers/pædagogs eller kontorets tilladelse. Hvis en elev bliver syg i løbet af dagen, kontakter klassens lærer/pædagog hjemmet. Er det nødvendigt med en hjemsendelse, sørger klassens lærer/pædagog for kontakt og aftale med hjemmet.
- Eleverne er ude i frikvartererne.
- Ved voksenstyrede aktiviteter er brug af rulleskøjter, løbehjul, skateboard m.m. tilladt.
- Boldspil er tilladt i skolegårdene. Der må desuden spilles boldspil på anviste steder på skolens grønne områder. Ingen børn må færdes på tagene.
- Klasselokalerne skal være ryddelige dagen igennem, og klassens dukse sørger for den endelige oprydning efter den sidste lektion.
- Den sidste voksne i klasselokalet har ansvaret for oprydningen, lukke vinduer og aflåsning.
- Al trafik indendørs foregår gående.
- Umiddelbart efter det ringer ind, skal alle være på plads i klassen og klar til undervisning.
- Skolen er åben fra 07.50 og herfra føres tilsyn i lokalerne. Kommer man tidligere, skal man vente ude på skolens arealer.
- Umiddelbart efter skoletid skal eleverne forlade skolen, gå i SFO eller Juniorklub medmindre andet er aftalt.
- Besøg på skolen (f.eks. af forældre, tidligere elever, venner, gæstelærere m.m.) kræver en aftale med kontoret.
Sygdom
Første sygedag om morgenen gives skriftlig meddelelse i Aula.
Hvis en elev i løbet af skoledagen sendes hjem på grund af sygdom, er forældre eller anden pårørende kontaktet for at sikre, at der er nogen til at hente eller tage imod barnet.
Fritagelse for undervisning
Ønskes en elev fritaget for skolegang beder vi forældrene skrive dette i Aula med en begrundelse i god tid før fritagelsen.
Ved fritagelse i mere end én dag skal tilladelse indhentes hos skoleledelsen.
Fritagelse af længere varighed, f.eks. på grund af ferierejse, forudsætter, at forældrene ikke kan få ferie sammenfaldende med børnenes ferie.
Fritagelse for idræt kan gives i enkelte timer, hvis eleven har skader eller på anden måde er forhindret i at deltage. Anmodning om fritagelse skrives af forældrene i Aula. Fritagelse for en periode over fire uger kræver en lægeattest.
Alt kontakt til skole foregår via Aula eller pr. telefon.
Tilskadekomst
Hvis en elev bliver syg eller kommer til skade på skolen, foretages følgende:
- Eleven kommer på skolens kontor.
- Vi taler med eleven og vurderer, hvad der skal gøres.
- Skal eleven hjem, tager vi først kontakt til forældrene.
- Skal der ske behandling på skadestuen, tager vi kontakt til forældrene.
Glemte sager og tøj m.v. indsamles på skolen. I forhallen ved gymnastiksalen er en "glemmekasse" ved søjlen.
I første uge af elevernes sommerferie tømmes "glemmekassen", og tøj m.m. bliver sendt til genbrug.
Uheld i skoletiden
Skoleelever er ikke dækket af en forsikring på skolen. Hvis der i skoletiden opstår uheld eller skader på ting eller andre elever, er der derfor elevens/familiens egne forsikringer, der dækker.
Det betyder, at:
- Hvis en elevs ejendele ødelægges eller bliver stjålet i skoletiden, så er det familiens indboforsikring, der skal vurdere, om skaden eller tabet kan dækkes.
- Hvis en elev forvolder fysisk skade på en anden elev, så er det familiens ansvarsforsikring, som skal i brug.
- Hvis en elev kommer til skade i skoletiden, så er det elevens egen ulykkesforsikring, der skal dække.
Elevers ansvar
Hvis en elev i skoletiden laver skade på en person eller en ting, så bliver eleven personligt erstatningsansvarlig. Det gælder, uanset om eleven har handlet forsætligt eller uagtsomt, og uanset om skaden involverer en anden elev, en anden elevs ting eller skolens inventar.
Hvis eleven kan bebrejdes den skade, som er forvoldt, kan der af skadelidte kræves erstatning på op til 7.500 kr. Erstatningskravet rettes mod elevens forældremyndighedsindehaver og kan være dækket af den ansvarsforsikring, som er tilknyttet familiens indboforsikring.
Eksempler:
- En elev, som smadrer en dør på skolen, bliver erstatningsansvarlig for skaden. Det betyder, at skolen kan kræve erstatning for døren.
- En elev, der ødelægger en anden elevs computer, bliver erstatningsansvarlig.
- En elev, som med vilje ødelægger udstyr udleveret af skolen, f.eks. bøger, er erstatningsansvarlig.
Hvis der er tale om et hændeligt uheld, kan en elev ikke gøres erstatningsansvarlig. Det er desuden skolens ansvar at bevise, hvis en elev har begået en fejl/har handlet uagtsomt eller forsætligt.
Skolens ansvar
Skolen kan kun blive erstatningsansvarlig, hvis skolen har ansvar for skaden. Det kan eksempelvis ske ved svigtende tilsyn i forbindelse med frikvartersleg i skolegården eller ved fagene idræt, kemi og sløjd. I idræt, kemi og sløjd har skolen en skærpet tilsynspligt.
Eksempel:
- En elev kommer i idræt til skade i forbindelse med rundbold, hvor eleven får et bat i hovedet, mens læreren midlertidigt opholder sig i redskabsrummet, og derfor ikke fører det nødvendige tilsyn. Skolen kan i dette tilfælde blive erstatningsansvarlig for skaden.
Skolepatruljer
Under patruljearbejde er skolepatruljerne omfattet af skolens/kommunens arbejdsskadeforsikring. Hvis skolepatruljemedlemmer forsømmer deres pligt og påfører skolen erstatningsansvar, vil et sådant være dækket af skolen/kommunen eller dennes ansvarsforsikring.
Skulle det hænde der i vinterhalvåret falder så meget sne, at busserne ikke kan køre, vil vi forsøge at få udsendt meddelelse i morgenudsendelserne i Østjyllands Radio og i Radio ABC.
Vi vil almindeligvis forsøge at gennemføre undervisningen for de elever, som når frem, og under alle omstændigheder altid tage imod dem, som kommer på skolen.
Meddelelse om adresseændring sker automatisk til skolens sekretær.
Meddelelse om flytning til anden by/anden skole sker ved henvendelse til skolens kontor. Bøger og andet udleveret undervisningsmateriale afleveres på skolebiblioteket.
Folkeskolerne i Randers Kommune er omfattet af en tilsynspligt overfor skolernes elever i skoletiden. Det betyder, at personalet på skolen (lærere, pædagoger og ledelsen) skal være opmærksomme på eleverne, så de ikke kommer til skade eller forvolder skade på sig selv, andre eller materielle ting.
Tilsynet er mere eller mindre skærpet alt efter:
- elevernes alder
- aktivitetens art
- de stedlige forhold
- lokalernes indretning og udstyr.
Jo større risiko der er for skade, jo mere skærpet vil tilsynet være. Personalet vil fx udføre mere skærpet tilsyn med de yngste elever end med de ældste. Ligesom tilsynet vil være mere skærpet i idræt, håndværk og design og madkundskab end i historie- og matematikundervisningen.
Tilsynet med eleverne starter 10 minutter før, undervisningen begynder, og slutter når eleverne har forladt skolens område.
Hvis eleverne møder tidligere end 10 minutter før undervisningens begyndelse eller ikke forlader skolen direkte efter undervisningen er slut på grund af kørselsordning, SFO’ens åbningstider eller andre særlige forhold, foregår det som hovedregel på eget ansvar.
Hvor gælder tilsynspligten?
Skolens pligt til at føre tilsyn med eleverne er gældende, når eleverne opholder sig på skolens arealer og bygninger. Det gælder også fortov, gader og vejarealer ud for skolens område.
Hvis undervisningen foregår uden for skolens område, omfatter tilsynet også, når forholdene kræver det, elevernes færden mellem skolen og det pågældende undervisningssted, fx under transport.
Tilsyn under ekskursioner og lignende
Tilsynspligten gælder også udflugter og lignende, som er arrangeret af skolen. Blandt andet når eleverne er:
- på virksomhedsbesøg
- til idrætsarrangementer
- til svømning
- på lejrskoleophold og skolerejser.
Der er ikke en direkte tilsynspligt for skolen, når eleverne er i praktik i virksomheder eller institutioner. Der er eleverne omfattet af de sikkerhedsforskrifter, der gælder for den pågældende arbejdsplads.
Elever, der forlader skolens område i utide
Hvis en elev forlader skolens område i utide (uden at have fået tilladelse), skal skolen undersøge, om eleven befinder sig i området omkring skolen, og efterfølgende skal skolen tage kontakt til elevens forældre. Så snart forældrene er orienteret, overgår tilsynspligten til forældrene. Hvis eleven kommer tilbage til skolen, efter forældrene er blevet kontaktet, skal de ligeledes orienteres herom.