Samarbejde med skolen og klagemuligheder

Oplever du udfordringer i samarbejdet med skolen, får du her et overblik over dine rettigheder og klagemuligheder.

Det er altid en god idé at starte med at tale med klasselæreren, hvis du som forælder har spørgsmål om dit barns læring, udvikling eller trivsel. Ofte vil du kunne finde en god løsning på eventuelle udfordringer i dialog med klasselæreren.

Hvis du ikke umiddelbart kan finde frem til en løsning sammen med klasselæreren, kan du drøfte udfordringen med skolens ledelse. Hvis skoleledelsen vurderer, at der skal sættes tiltag i gang rettet mod eksempelvis trivsel, mobning eller et behov for specialundervisning, kan skolen involvere relevante fagpersoner,  f.eks. adfærd, kontakt og trivselslærere (AKT-lærere), sundhedsplejen eller Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

Hvilke tiltag der skal sættes i gang, afhænger af barnets behov og er en beslutning, skoleledelsen træffer i dialog med dig som forælder. Det er dog skoleledelsen, der træffer den endelige afgørelse.

Klagemuligheder

Der findes særlige klageinstanser til sager vedrørende specialundervisning og mobning.

Hos Borgerrådgivningen kan du få vejledning og råd om afgørelser truffet af skolen, blandt andet klagesager om specialundervisning og mobning.

Klage over afgørelse om specialundervisning

Hvis skolen træffer en afgørelse om specialundervisning, har du mulighed for at klage. Det gælder både, hvis der i afgørelsen tilbydes specialundervisning, og hvis der ikke gør. Du orienteres mere detaljeret om klagemulighederne i det afgørelsesbrev, du modtager fra skolen.

Klagen skal sendes til skolelederen på den nuværende skole. Herefter har skolen 4 uger til at revurdere afgørelsen. Hvis skolen ændrer afgørelsen, modtager du et nyt afgørelsesbrev.

Hvis skolen beslutter, at afgørelsen ikke skal ændres, sender skolen klagen, den begrundede revurdering og sagens akter til Klagenævnet for specialundervisning, der herefter vil tage stilling til klagen.

Klage over håndtering af mobning

Alle folkeskoler i Randers Kommune arbejder målrettet med at tage hånd om problemer med mobning, både ved at have en forebyggende indsats og ved at håndtere situationer, hvor der konstateres problemer med mobning.

Hvis du som forælder oplever, at skolen ikke tilstrækkeligt forebygger og håndterer mobning, har du mulighed for at klage gennem Den Nationale Klageinstans mod Mobning.